En gårdbrand for 100 år siden.
Den 20. juni 1905 ved middagstide nedbrændte udlængerne til gården Lille Bisbjerg på Bøllemosegyden. Hvis du kan forestille dig en varm, rolig sommerdag, hvor alle på gården sover til middag – dels i stuehuset, dels i laden og i kamrene – og hvor lænkehunden står bundet i gården, så fortæller politirapporterne i Odense Herredsfogeds Arkiv noget om ildebranden og om hverdagen på gården på den tid.
Herredsfogeden fandt ved sin ankomst gårdens 3 længer nedbrændte og omstyrtede, medens stuehuset var uskadt, omend mærket af ilden. De nedbrændte længer havde været opført af mur- og bindingsværk med stråtag og havde været sammenbyggede, hvorimod stuehuset lå adskilt fra de andre længer.
Den første, som blev afhørt, var gårdejer Rasmus Rasmussen, som forklarede, at han efter middag lå og sov middagssøvn, da han blev vækket af husmand Niels Jensen, der råbte, at gården brændte. Han løb ind i borgestuen og så, at alle gårdens længer brændte. Han løb derefter over i stalden for at redde den ene hest, som stod der, men kunne på grund af hede, ild og røg ikke komme ind i
stalden. Han forsøgte derefter at få svinene ud, men måtte ligeledes opgive dette. Hen gav sig derefter til at redde sit indbo og fik hjælp af folk, der kom til. Rasmussen havde fire år tidligere fået gården overdraget af sin moder, og den var forsikret for 29300 kr.
Derefter blev husmand Niels Jensen afhørt. Han forklarede, at han efter middag havde lagt sig til at sove i laden i den søndre længe, men var blevet vækket af en knitren og bragen. Da han slog øjnene op, så han at der var ild i taget. Han sprængte derpå døren til laden, som var lukket med en vrider, som han kun kunne lukke op ved hjælp af en kniv og løb derefter ud i gården for at vække folkene. Da han atter kom ud fra stuehuset, var der ild i alle længerne. Han kunne heller ikke tænke sig, hvordan ilden var opstået.
Gårdejerens nevø Rasmus Jørgen kunne kun forklare, at han efter middag havde lagt sig til at sove i dagligstuen og var blevet vækket af Niels Jensens råb. Han havde straks efter middag vandet en af gårdens heste i mosen sammen med den anden dreng Jens Peter og en af pigerne, Nikoline.
Rasmussens mor Kristiane forklarede, at hun efter middag havde lagt sig til at sove, men var blevet vækket af hundens gøen og Niels Jensens råb. Hun havde ingen mening om, hvordan ilden var opstået, men havde ikke god tro til Jens Peter, fordi hun vidste, at han den dag havde drukket brændevin og været beruset.
Tjenestepige Anna forklarede, at hun omtrent kl.1 stod på sit kammer og redte sit hår, da hun hørte Niels Jensen råbe og så, at der slog røg op af det sydvestlige hjørne af gårdens længer. Snart var der ild i alle tre længer. Hun vidste, at Jens Peter havde været beruset om formiddagen hvor han havde haft en trepægleflaske brændevin inde på sit værelse.
Tjenestepigen Jakobine kunne bekræfte, at hun kort efter middag var gået ned til mosen sammen med drengene, hvor hun skulle vise Jens Peter nogle Bukkeblade, som voksede der. Også hun havde set, at Jens Peter havde en trepægleflaske brændevin, mens han sad nede i kostalden og spiste sin mellemmad.
Derefter blev Jens Peter afhørt. Han forklarede, at han efter at have været nede ved mosen, havde tænkt sig at gå derned igen for at tage et bad og komme sig efter den beruselse han havde pådraget sig ved at drikke en halv flaske brændevin. Han havde imidlertid opgivet det og i stedet lagt sig til at sove i sit kammer. Han var blevet vækket ved, at han hørte nogen løbe i gården. Han var fulgt med Rasmussen, da han gjorde forsøg på at redde den ene hest ud af stalden og hunden løst. Han erkendte, at han havde været beruset, men dog ikke mere end at han godt vidste, hvad han gjorde. Han havde dagen før fået en cigar af Jakobine, som havde tændt den for ham; men han havde ikke siden søndag haft tændstikker, idet han havde lagt dem fra sig i sit hjem.
Den 30. juni blev politiretten sat på Tinghuset, og her blev først en nabokone, ugift Johanne
Mogensen, afhørt. Hun forklarede, at hun den dag gården brændte, var kommet derover for at
få noget mælk byttet, som hun dagen før havde fået, men som var blevet sur natten over, og for at byttet noget uldgarn, hvoraf hun skulle strikke strømper til gårdejerens nevø. Hun havde taget plads i køkkenet og givet sig til at strikke og fået en kop kaffe og hvedebrød. Hun havde derefter siddet en halv times tid; men så havde Rasmussens mor sagt, at hun skulle gå hjem, fordi der ikke var nogen ”andagt” der. Hun var gået hjem, og klokken var da 10½. Da Johanne kom hjem, så hun, at der steg tyk røg op over skoven, og at den kom fra Lille Bisbjerg. Hun gik ikke derhen for at se ildebranden, fordi hendes øjne bliver dårlige ved at se på ild. Hun erkendte, at hun var blevet en lille smule vred på Rasmussens mor over, at hun havde sagt, at hun skulle gå. Hendes vrede var imidlertid gået over på hjemvejen.
Dommeren foreholdt hende derefter, at hun havde lukket sin dør til, da politiassistent Jensen tidligere havde villet afhøre hende; men det var fordi hun havde hovedpine og ikke havde fået redt sit hår og havde siddet med et tørklæde om hovedet. Næste dag havde hun også lukket døren, fordi hun mente, at der var nogen, der havde sendt hende politi i huset, fordi man mente, at hun havde stukket ild på gården.
Hun turde ikke benægte, at hun muligvis havde sagt til politiassistenten, at Rasmussens mor nu havde fået andet at tænke på; men hun benægtede, at hun havde sagt det i en triumferende tone. Når hun ikke selv havde bragt et par færdige strømper op til gården, var det fordi hun på den tid sov til middag og ville have ro, fordi hun ikke fik ordentlig nattesøvn.
Hun erklærede, at hun ikke vidste, hvorledes branden var opkommen, og at hun ikke have haft nogen tændstikker hos sig. Hun havde naturligvis i sit hjem haft en æske tændstikker til at gøre ild med, når hun lavede middagsmad. Derefter blev husmand Niels Jensen afhørt igen. Han kunne ikke tro, at Jens Peter, hvis han virkelig var faldet i søvn, kunne have hørt ham løbe over gården, navnlig da Jens Peter om formiddagen havde drukket en masse brændevin og ½ bajer.
Han oplyste, at han mistede en dagløn ved at give møde i retten, og dommeren tilstod ham efter omstændighederne 2 kr. i vidnegodtgørelse.
Tjenestedrengen Jens Peter oplyste ved afhøringen, at han havde set, at der var ild i stalden og var gået med Niels Jensen om i kalvegården og derfra havde drevet en so ned i skoven. Til Niels Jensens forklaring sagde han, at han muligvis ikke var faldet rigtig i søvn. Han forklarede, at han ved branden havde mistet alt sit tøj, undtagen et par benklæder og en vest, der var blevet reddet af en ukendt mand.
Den 2. august blev politiretten sat på tinghuset, og her kunne gårdejeren fortsat ikke tænke sig, hvorledes branden kunne være opstået. Han oplyste, at han et par gange havde givet Jens Peter et par lussinger, fordi han 2 gange på samme dag havde undladt at vande kreaturerne; men det var sket en månedstid før branden. Alligevel troede gårdejeren ikke, at drengen var ked af tjenesten eller havde noget ønske om at komme væk fra gården.
Han havde aldrig set Niels Jensen ryge tobak eller have tændstikker på sig. Den dør, som fra gården førte ind til laden, hvor Niels Jensen sov til middag, lukkes udvendig fra ved hjælp af en vrider, mens man indvendig fra lukker døren ved at trække den til, således at vrideren falder ned udenfor i en træhage, der var anbragt på dørkarmen. Døren kunne da kun åbnes ved at man stak en kniv eller et andet tyndt redskab ind mellem døren og karmen og derved løftede vrideren til vejrs. Gårdejer Rasmussen bemærkede sluttelig, at han efter sit kendskab til Johanne Mortensen ikke kunne tænke sig, at hun havde påsat ilden.
Den 12. september oplyste møllerlærling Arnold Hansen, at Jens Peter i søndags havde villet købe en pibe af ham og havde villet have en æske tændstikker med i købet; men han havde derpå i spøg sagt til Jens Peter, at han ikke skulle have tændstikker til at brænde Lille Bisbjerg af endnu engang. Jens Peter havde dertil svaret, at det skal jeg heller ikke, eller noget lignende. Jens Peter havde før branden sagt til ham, at han ikke ville blive i pladsen, men ville ud at sejle; men han har aldrig talt om. at han ville løbe af pladsen.
Den 20. oktober blev Jens Peter igen afhørt. Han kunne bekræfte det hidtil fremkomne om, at han havde været fuld den dag Bisbjerg brændte, og at han havde været nede ved mosen, samt at han ikke var faldet i søvn, før han hørte nogen med træsko løbe i gården. Han vidste godt, at der på komfuret stod en æske med tændstikker, men benægtede bestemt, at han nogensinde havde taget nogen æske tændstikker.
Han erklærede, at han ikke erindrede, at han, da han på branddagen kom ud fra forhøret, havde sagt: ”Om de så flår mig levende, skal de ikke få mig til at bekende.”
Dommeren afsagde derpå følgende: Dekret
Da Jens Peter er mistænkt for at have påsat branden på gården Lille Bisbjerg, og da det for at holde ham adskilt fra hans jævnaldrende og sikre hans tilstedeværelse er nødvendigt at arrestere ham, dekreteres:
Jens Peter Hansen bør fængsles.
Efter at arrestdekretet var blevet oplæst for arrestanten, blev denne overgivet til bevogtning. Den 23. oktober blev retten igen sat, og her afhørtes gårdejerens nevø Rasmus Jørgen. Han kunne oplyse, at man mere end en gang havde drøftet, at det var sært med den ildløs, idet man ikke kunne forklare, hvorledes den var opkommen; men der var aldrig blevet talt videre derom, end at der dertil var svaret Ja eller noget lignende. Han havde nok hørt, at Jens Peter skulle have sagt, om de så flåede ham, skulle de ikke få ham til at bekende; men han havde ikke selv hørt det. Det forekom ham, at det var blevet sagt, at Jens Peter skulle ytret sig således til sognefoged Lars Hansens søn.
Den 27. oktober blev Jens Peter igen fremstillet for retten, idet han havde begæret at tale med dommeren.
Han blev fremstillet fri for bånd og tvang og oplyste straks, at han nu var kommet til at huske på, at han den dag gården brændte, en time før middag havde været oppe på høloftet for at give nogle killinger, der lå på loftet, mælk, og at han da havde haft en pibe med tobak, hvori der var ild, med. Han måtte have tabt piben på loftet, idet han kunne huske, at han havde haft den med, da han gik op, men senere ikke vidste, hvor den var blevet af, og derfor antog, at han havde tabt den deroppe eller lagt den fra sig og glemt at tage den med, da han gik ned. Han bemærkede til slut, at piben ikke havde været forsynet med låg.
Han forklarede, at han dagen før branden havde solgt en krave og en flip til drengen Rasmus for en lille træpibe og 30 øre, og at han senere havde fået ild på piben af Niels Jensens søn, idet han havde haft tændstikker.
Han blev derefter igen overgivet til bevogtning.
Den 30. oktober blev drengen Rasmus igen afhørt, og han kunne bekræfte handelen med piben. Han vidste, at der på gården var en kat med killinger, og huskede, at han efter branden havde set dem ligge i en sofa, der var flyttet ud i haven.
Derefter blev Jens Peter afhørt igen, og han oplyste, at han havde taget kattekillingerne med sig, da han forlod høloftet, og at han ikke havde set katten, der var mor til killingerne oppe på loftet; men da han ved middagstid kom tilbage fra marken efter at have flyttet køerne, så killingerne i bryggerset og efter ildebranden havde set dem ligge på en sofa i haven. Han erkendte, at han, da han fra karlekammeret kom ud i gården og så, at der var ild i staldlængen straks tænkte, at ilden kunne være kommet fra den pibe, som han måtte have glemt på høloftet. Han sagde sluttelig, at grunden til, at han ikke straks havde forklaret det, var den, at han mente, at han så ville ”komme til at sidde”. Dommeren ophævede derpå arrestationen, og Jens Peter aftrådte derpå.
Under et forhør den 4. november bekræftede pigen Anna Kristine og gårdejer Rasmus Rasmussen, at Jens Peter tog sig meget af kattekillingerne og ofte gav dem mælk i et låg fra en transportspand.
Dermed sluttede politisagen. Ingen blev dømt for brandstiftelse, og hvad der videre skete med den stakkels Jens Peter står hen i det uvisse, bortset fra at han den 2. november meddelte sognefogeden, at han flyttede til Pårup sogn.
Men hvad med brandforsikringen?
Af brandforsikringsarkivet fremgår, at branddirektøren den 22. juni mødte på Lille Bisbjerg sammen med 2 vurderingsmænd. Den samlede skade blev vurderet til 7450 kr., hvormed brandlidte erklærede sig tilfreds. Han blev vejledt med hensyn til bygningernes genopførelse og reglerne for forskud.
Den 11. december mødte branddirektøren og de 2 vurderingsmænd igen op og godkendte de nyopførte bygninger og priserne for det udførte arbejde, bl.a. 28 jernvinduer á 8 kr., 5 dobbelte porte á 25 kr., 22 båse med bindsler á 8 kr. og 5600 alen lægter á 5 øre.
Søren Muurholm