Vi flyttede på landet 

Når redaktøren af dette årsskrift har bedt os berette om, hvorfor vi flyttede på landet, og hvordan det var at komme her til Ubberud sogn, så må vi nok erkende, at det ikke var resultatet af en målrettet planlægning.   Ordene ”vi” og ”os” henviser til et dengang (for ca. 42 år siden) ungt ægtepar. 

Hun, Birthe, var indfødt odenseaner, født og opvokset i Odense, med et godt job der og hjemmeboende. Han, Peter, sjællænder, der efter afsluttet uddannelse på Landbohøjskolen, skulle finde et relevant job. Der var mange ansøgere og få jobs, så man kunne ikke stille krav om arbejdssted, men måtte tage, hvad skæbnen tiltænkte én. Dette blev et job i en fynsk landboforening med hovedsæde i Odense, hvor han residerede på et lille lejet værelse. 

Skæbnen magede det nu således, at vi begge meldte os til det samme aftenkursus i engelsk, og nu kan man – alt efter om man er romantiker eller realist – give forsynet eller skæbnen æren. Der kom amoriner i luften, og det endte med forlovelse og senere bryllup. 

Alt dette medførte naturligvis et boligbehov, som vi meget heldigt fik løst, da vi fandt en lille billig lejlighed med kakkelovn. Lejligheden var i øvrigt ganske udmærket, og den lave pris (60 kr. pr. måned) gav os mulighed for at afvikle en studiegæld og at opspare et mindre beløb, således at vi i løbet af nogle år fik mulighed for at skaffe os en større bolig. Dette fik vi da også behov for, da vores førstefødte meldte sin ankomst. 

Derfor begyndte vi at bygge luftkasteller. 

Hvordan skulle drømmeboligen være? Og hvor skulle den ligge? 

 Naturligvis på landet, hvilket Birthe hurtigt blev overbevist om, så vi kørte rundt en masse steder og så os om. Vi ledte selvfølgelig efter en rigtig landlig idyl, kønt og grønt skulle der være, og en meget vigtig ting skulle være i orden – der skulle ligge en skole lige i nærheden. 

 Vi var ikke interesseret i at komme ud i en færdig planlagt villabebyggelse, men ville allerhelst ud i et landsbymiljø. 

 Om det skulle være et hus eller en byggegrund var vi endnu ikke helt klar over. Det kom jo selvfølgelig an på, om vi kunne finde et passende hus, og vi så faktisk også på et kønt lille hus, der lå dejligt – men der var ingen skole i nærheden. 

 Nu var det jo en stor fordel for os, at Peter dagligt kørte rundt på hele Fyn og derfor kendte en masse dejlige steder, og på et tidspunkt fandt han ud af, at Ubberudgården skulle sælges. 

Dengang var det hele ikke så bureaukratisk. Peter ringede til sog- nerådsformanden (Enok Rasmussen), som spurgte ham, om vi havde tilknytning til sognet og hvad han ellers arbejdede med. Da han hørte, at Peter var landbrugskonsulent, fandt han det helt naturligt, at vi slog os ned i Ubberud, og vi fik tilsagn om, at vi ville opnå byggetilladelse. Sognerådsformanden gjorde dog opmærksom på, at der hverken var vand eller kloak på grunden, så vi måtte selv sørge for brønd og sivebrønd til afløb. Da jordstykket var tilstrækkelig stort (knap ½ td. land), gav det ingen problemer, så vi kunne nu gå i realitetsforhandlinger  med Castonier. 

Derfor inviterede vi ham og hans kone ind til os i lejligheden i Odense. Hans kone var rar og imødekommende, og nu kommer det morsomme, for da det trak lidt ud med at bestemme sig, stillede Birthe sig i stuedøren med en rigtig dejlig lagkage og sagde: ”Nu sætter jeg altså ikke lagkagen på bordet, før De har taget en beslutning, Castonier”, og hans kone sagde: ”Jeg synes nu, at den lagkage ser så lækker ud og at de unge mennesker skal ha’ grunden”, hvorefter Castonier udbrød: ”Ja, men så får I den for 7.000 kr.”   Nej, hvor blev vi glade. Det var billigt allerede dengang (2.25 kr. pr. m2, hvor dagsprisen var 7 kr.) de 7.000 kr. var lige, hvad vi havde sparet op. 

 Hermed er historien egentlig ikke slut, for tænk engang: Et par dage efter kom Castonier op på kontoret til Peter og tilbød ham 2.000 kr., hvis han ville lade handlen gå tilbage, idet hans sagfører havde bebrejdet ham, at han havde solgt jordstykket for billigt.   Det var mange penge for os, men Peter afslog straks og uden vaklen, og da den daværende ejer var en ordholdende mand, gik de sammen op til sagføreren og fik handlen ordnet til den aftalte pris. 

Så var vi grundejere – og hvilken grund! 

Vi var efterhånden nået til oktober måned, og Peter fik pløjet grunden. 

Så lagde vi planer om, hvordan vores hus skulle indrettes, og Peter tegnede et udkast, som blev bearbejdet til en færdig arbejdstegning af en arkitekt. Der var meget at planlægge og snakke om. 

 I april måned kontaktede vi en brøndgraver, som kom med sin pilekvist og fandt ud af, hvor 

brønden skulle graves. Han gik rundt over hele grunden med kvisten strakt frem foran sig, indtil den begyndte at pege nedad – og her blev brønden så gravet. 

Det kostede 1.200 kr., men der var nu ikke for meget vand her, så senere måtte vi tilsluttes det daværende vandværk i Ejlstrup, men i starten fik vi altså vand fra vores egen brønd. 

Vi anlagde allerede dette forår (det var foråret 1960) en lille urtehave i hjørnet af grunden ud mod Kalørvejen. 

Resten af haveprojektet måtte vente til huset var bygget, og nu kunne byggeriet så gå i gang. Vi fandt håndværkerne, gik i gang – og dermed var vi bygherrer! 

 Vi tog et lån på 52.000 kr., og arkitekten og  håndværkerne fik resten af deres penge. 

 Hele flytningen skete pø om pø i et folkevognsrugbrød, som vi havde lånt, og til sidst kom så dagen, hvor vi sagde farvel til vores gamle bolig i Odense og kørte af sted med de sidste møbler.                                                                       

Det var bare lykken. Vi kom ud til vores ønskehus, og lillesøster var lige på trapperne. 

Nu kunne Peter begynde at anlægge haven, som på et stort stykke blev plantet til med frugttræer – og så var vi virkelig kommet på landet at bo! 

Nu havde vi ikke alle forretningerne lige henne om hjørnet som i byen – nej, nu kom mange af de handlende kørende lige til døren. 

Først og fremmest var der jo Poul mælkemand, som kom hver dag og satte i vores spand, hvad vi havde bestilt. 

Om fredagen kom slagteren, og om lørdagen kom bageren. Desuden kom der en ølmand hver mandag og satte en stor 5 l-flaske med hvidtøl. Den kunne vare en uge! Fiskemanden kom også, men det allerbedste var købmand Bertelsen. 

 Det var en rigtig landsbykøbmand, som lå overfor kirken. Lige indenfor døren stod et par stole, beregnet til kunderne, for Bertelsen og hans kone havde ikke travlt. Alt mens de vejede af og ekspederede, fik man sig en hyggelig snak. Fru Bertelsen malede kaffen og vejede af, og Bertelsen måtte nogle gange på loftet, hvor han bl.a. hentede osten. Deroppe havde han for øvrigt også en masse haveredskaber og en del isenkram. Men altså – hos Bertelsen skulle det hele så skrives i bogen, for vi havde nemlig bog hos købmanden og betalte så hver den første.

Hver måned, når vi betalte, hvad der stod på bogen, fik Peter en stor cigar og pigerne en stor pose blandede bolsjer, og her er det altså, at børnene aldrig kan glemme, hvad der skete med de bolsjer!   Sagen var jo den, at vi – af hensyn til deres tænder selvfølgelig – så vidt  muligt holdt pigerne væk fra for meget slik, så den pose snuppede Birthe lige så stille, hvorefter hun hjemme hældte det meste af den i skraldespanden. Det må en af ungerne så ved et uheld engang ha’ overværet – og det var jo også en gruelig historie! 

Her var igen en væsentlig forskel, idet vi i byen ikke havde hørt andet til posten end klapren af brevsprækken, men nu hilste vi og talte næsten dagligt med posten. Han kendte jo alle og vidste besked med alt, hvad der skete herude – gav gerne en hjælpende hånd og holdt endda også 

lidt øje med vores hus, når vi tog på ferie – jo, han havde tid og tog gerne vores breve og pakker med, hvis vi ikke havde andet ærinde på posthuset. 

Vores lille lokale posthus i Blommenslyst må vi da heller ikke glemme. Her residerede postmesteren, som skam også altid havde tid til en hyggelig snak. 

Ja, en stor forandring for os var det at komme til Ubberud. 

Selvfølgelig var det også for en stor del huset, der gjorde en forskel. At flytte fra en lille lejlighed i byen til et helt nyt og velindrettet hus med have var jo bare helt vidunderligt.   Her fik vi snart en vaskemaskine, hvor vi i byen havde været vant til at sende hvidvasken til Idun, klatvaske i hånden og bleerne – som jo i 50’erne var af stof – ja, dem kogte vi derinde i lejligheden i en stor gryde på gasapparatet i køkkenet. 

Og så var der haven!  I byen havde vi jo stadig torvedage. Som barn gik Birthe altid med sin mor på torvet, og det var en oplevelse i sig selv. Så snakkede vi med ”torvekonerne”, som kom ind fra landet med frisk frugt og grønt – og ikke mindst blomster! Dem skulle vi altid ha’ en stor buket af og så lige for 5 øre persille – men det er jo en helt anden historie.   På torvet gik vi altså stadig jævnligt, da vi boede i byen. Der hentede vi frugt og grønt, men her kom vi ud til den vidunderligste store have, hvor vi plantede frugttræer og anlagde den herligste køkkenhave med dejlige ny kartofler og grøntsager og store flotte hindbær, solbær, ribs – og de skønneste jordbær! Aldrig har vi dog syltet og lavet så mange glas marmelade som dengang i de første mange år herude – og børnene kunne lave deres egne små haver med de første radiser – jo, det var det rene paradis. 

Ja, hvilken tumleplads for børnene. Inde i byen havde vi jo ingen have haft. Der gik vi ture, og tit gik turen til ”legepladsen” med sandkasser og gynger, så da vi kom herud, var noget af det første, vi fik hentet og læsset af i et hjørne – en grusstak!  

Her var intet behov for   hverken børnehaver eller legepladser. Børnene fandt snart et par gode veninder i nærheden. De var jævnaldrende og var så godt som  altid sammen – fulgtes ad i skole og til sport m.m. 

Men privilegeret var Birthe jo også, da hun dengang var hjemme hos børnene – men det var vist heller  ikke ualmindeligt dengang i 60’erne! 

Beboerne herude lærte vi hurtigt at kende – netop også den store forskel mellem land og by. Her fik vi hurtigt mange gode venner, mens vi i byen ikke kendte så forfærdelig meget til hinanden. Selvfølgelig havde vi gode venner derinde, men naboerne var vi ikke i så nær kontakt med. Vi hilste på hinanden og snakkede lidt, men mere udviklede det sig ikke til, mens vi herude hurtigt knyttede varme venskaber med folk omkring os. 

Da skolenævnet blev oprettet, blev Peter valgt ind – og så var der jo gymnastikken i UIF. Her mødte Birthe op, så hurtigt hun kunne, og på den måde lærte hun snart det halve sogn at kende. Der var nemlig også sket det, at formanden for UIF (dengang Karl Jensen) en skønne dag kom og spurgte, om Birthe dog ikke kunne tænke sig at lede gymnastik for de små, så på den måde startede det første puslingehold herude – og det greb om sig og udviklede sig de følgende år. 

Jo, herude var masser af aktiviteter i gang. På skolen kunne man endvidere gå til husflid, tegning, håndarbejde og meget andet. 

 På forsamlingshuset var der i nogle år danseskole, og her holdt vi også gymnastikopvisning med børnene de første par år. 

Jo – at komme på landet var bare sagen, og Ubberud blev for os det dejligste eventyr.  Det var bare lykken, at vi dengang fik kik på ”vores” helt vidunderlige grund og blev så godt modtaget af beboerne herude. 

42 år er som sagt gået siden da, og børnene er for længst flyttet hjemmefra. Vi bor stadig i sognet, men da vi kunne forudse, at huset og den store have snart ville blive for arbejdskrævende, er vi nu flyttet til en dejlig lille ny og mere overkommelig seniorbolig i Birkebo.