Ny røst i stemmearkivet

Fhv. landpostbud Arne Mikkelsen

Den første opgave, vi har forsøgt at løse ved hjælp af vort nye udstyr, har været at interviewe en i vide kredse særdeles kendt Korupborger, det tidligere landpostbud Arne Mikkelsen, som fortsat i sin tredje alder yder en stor indsats, bl.a. som forretningsfører for Grævlingehuset, vort lokale mødested for en række ældreklubber.  

Samtalen fandt sted ved et besøg i Arne Mikkelsens hjem,  udspørgerne var Freddie Westergaard og Helge Green fra Korup Lokalarkiv.

Interviewet kan aflyttes og/eller ”tappes” ved henvendelse på Korup Lokalarkiv i åbningstiden, her følger et kort referat: 

Vendelbo af oprindelse

Samtalen indledtes med at udspørgerne kunne konstatere, at Arnes sprog – på trods af, at han har

                   været fynbo i mere end 60 år – fortsat røber et umiskendeligt jysk tonefald. 

Det viste sig da også, at han oprindelig er vendelbo, idet han er født på en gård på  Sæbyegnen i 1926. ”Et lille sted på en 50 tønder land”, som han selv beskedent siger. 

Arne er en af dem, som gik i ”den stråtækte skole”, hver anden dag i syv år frem til konfirmationen, hvorefter han fik plads som karl på skiftende gårde frem til militærtjenesten. 

Et fuldstændigt normalt forløb for unge mennesker i landbruget i perioden omkring og lige efter den 2. Verdenskrig. 

Soldat på Bornholm

Arne blev indkaldt til militæret i 1946, og efter rekruttiden i Viborg blev han sendt til Bornholm med det troppedetachement, som året før havde afløst den russiske besættelse af øen. Der var dengang ingen kaserne på Bornholm, så soldaterne blev indkvarteret privat, for Arnes vedkommende hos en malermester i Østermarie. 

Arne mindes denne tid med stor glæde, soldaterne var meget populære hos befolkningen, og tjenesten var meget interessant og afvekslende og meget lidt militærpræget. Således hjalp soldaterne til ved landbruget og de, som havde en håndværks-uddannelse, deltog i byggeriet af den nye Almegårds Kaserne.

Han deltog også i kystvagttjenesten, hvor man med basis i Gudhjem patruljerede i fiskekuttere langs den bornholmske nordkyst og tit var involveret i aktioner, hvor man afviste tyske fiskere, der søgte at flygte fra de håbløse forhold i østzonen.

Arne bliver fynbo

Efter endt militærtjeneste var den store mekanisering i landbrugserhvervet så småt gået i gang med tilsvarende fald i beskæftigelsesmulighederne til følge. 

Arne rejste hjem og boede hos sine forældre, hvor han en kort overgang fandt beskæftigelse som murerarbejdsmand i Sæby. Gennem en slægtning i Allested kom han i vinteren 1947/48 til Fyn og arbejdede sommeren over som murerarbejdsmand hos en lokal murermester.

I sommeren 1948 var Arne på landbrugsskole i Korinth, en tid han ligeledes mindes med stor glæde, og umiddelbart herefter fik han plads på en gård i Mesinge. Det var her, han traf Inger, som tjente på nabogården. Hun var også kommet langt hjemmefra, hun stammede fra Tinglev i Sønderjylland. 

 Det var beskæftigelsesmæssigt hårde tider i landbruget, og de søgte i lang tid efter et job som leder eller bestyrer, hvor de kunne bo og arbejde sammen. Endelig lykkedes det dem at finde arbejde på godset Fænø, og de kunne gifte sig i oktober 1950.

Fænø var dengang en stor arbejdsplads med omkring 18 fastansatte, men om sommeren og navnlig i høsten tog man mange sæsonarbejdere ind, heraf en del såkaldte herregårdsbisser, så det kunne til tider virkelig kræve sin mand at omgås med sådan en flok.

Alle folkene var naturligvis på fuld kost, så der kunne til tider være virkelige spidsbelastninger også i husholdningen, hvor Inger arbejde. Alligevel havde de en god tid på Fænø, deres første datter blev født der, og de blev der i 2½ år.

Slut med landbruget

1954 flytter familien til Knarreborg, hvor Arne får job som lastbilchauffeur hos Tommerup Handelshus. Vi er i en tid, hvor den senere koncentration indenfor landbrugets grovvarehandel endnu ikke havde fundet sted, og de store gamle købmandshuse på landet endnu havde stor omsætning med kraftfoder, kunstgødning, såsæd og andre landbrugsartikler. En tjans lige efter Arnes hoved: at komme ud og rundt på egnen og få kontakt med en masse mennesker. 

Inger havde nu ikke længere fast job, men hun bidrog flittigt til den unge families økonomi ved at servere i forsamlingshuset, plukke jordbær og hjælpe andre med forefaldende arbejde.

På et tidspunkt fik Arne et job som rutebilchauffeur i Assens hos en vognmand, som havde koncession på kørsel på ruten AssensOdense. Igen et ønskejob som passede perfekt til Arnes udadvendte facon og hans evne til at skabe kontakt med og kunne omgås alle slags mennesker. 

I 1959 kom han til at køre rutebil på Privatbanernes rute Odense – Kerteminde. Det var på denne tid, at Lindøværftet blev bygget og behovet for arbejdskraft medførte hurtigt, at der blev etableret buslinjer fra hele Nordfyn til Munkebo for at løse transportproblemet. Arne kørte bl.a. morgenruten fra Odense og mindes, at han på de første ture kun havde 2 passagerer med, men inden der var gået et halvt år skulle der 6 busser til for at klare behovet.

Arne bosætter sig i Korup

I 1961 blev der en stilling ledig som trafik- og postekspeditør ved Korup Station. Det var på den tid et typisk hustrujob, som Inger så søgte og fik. Til stillingen som stationsleder hørte såvel arbejdet med ekspedition af breve og pakker for postvæsenet som arbejdet med togtrafikken, herunder billetsalg og ekspedition af banegods. Med morgentoget kom dagens post fra hovedpostkontoret i Odense, og så snart Inger havde modtaget posten og ført pakker og pengebeløb ind i postbudenes kvitteringsbøger, gik postbudene, der betjente Korup-Ubberud området, i gang med at fordele posten til de enkelte ruter og sortere pakker og breve i udleveringsorden

De flyttede nu ind i tjenesteboligen på Korup Station, en efter forholdene stor lejlighed med stuer og køkken i stueetagen bagved ventesal og postlokale, og på førstesalen var der soveværelse og børneværelser. Det var også nødvendigt, for efterhånden havde de fået fire døtre.

I 1966 blev indstilledes togdriften, privatbane-selskaberne blev opløst, og busdriften blev overtaget af Staten. Arne fortsatte nogle år endnu som rutebilchauffeur ved ”de røde rutebiler”, nu som statsansat. Nedlæggelsen af privatbanerne betød samtidig, at Arne og Inger fik muligheden for at købe stationsbygningen i Korup, et arrangement, som også indebar, at Postvæsenet nu lejede det hidtidige postekspeditionslokale hos Arne og Inger. Lejligheden blev nu moderniseret, indgangen til postekspeditionen blev flyttet til gavlen og sporarealet foran bygningen blev udlagt til have.

Ansættelse ved postvæsenet

I 1969 havde udviklingen af Korup efterhånden medført, at det blev nødvendigt at omlægge posttjenesten, der hidtil havde været varetaget af et enkelt postbud, således at der blev indført en udbringningsrute mere, og den søgte Arne. Han var i forvejen ansat i Staten, men han kom nu til Post Etaten og fik herved status som statstjenestemand.

Arne mindes med stor glæde årene som postomdeler i Korup og Ubberud, og han beretter i interviewet levende om den tid, hvor det daglige besøg af postbudet for mange mennesker var dagens højdepunkt. Hvert enkelt postbud var – til fods, på cykel og senere i bil – en slags komplet mobilt postkontor, der kunne håndtere såvel afsendelse af breve og pakker som ind- og udbetalinger vedrørende folkepension, postanvisninger og telefon-opkrævninger m.m.  

Ofte måtte postbudet træde hjælpende til, når der f. ex. skulle udfyldes postanvisninger eller læses officielle skrivelser, når modtageren ikke lige kunne finde sine briller. Der var på hans rute også folk, der boede meget afsides og uden telefon, og postbudet fungerede ofte som en slags livlinje for disse mennesker. Arne har således flere gange måttet rekvirere lægehjælp til folk, som han fandt syge og hjælpeløse i hjemmet.

Korup Station med indgang fra perro-                                                          Korup Station efter 1966 med

nen                                                                                                                 indgang fra Stationsvej (Åbakke-

Inger bærer dagens post ind

vej) fra morgentoget

Igennem sit arbejde vandt Arne stor tillid og respekt både blandt folk i sognet og blandt kollegerne i Postvæsenet. Han var således mangeårigt medlem af menighedsrådet i Korup, han kom i bestyrelsen for Korup Brugsforening, og han blev valgt til distrikts-tillidsmand for posttjenestemændene, de såkaldte ”sølvsnore”. Udover hans udadvendte væremåde og hans evne til at omgås folk af alle slags, er han nemlig også et menneske med meninger og holdninger. Han er ikke en, der ”fejer tingene ind under gulvtæppet”, og han har også temperament, når det gælder.

Han beretter i interviewet også om udviklingen i vort lokalområde, hvor der i 1961 uddeltes post til 368 husstande, men 10 år senere var antallet steget til små 3.000 husstande. Tilsvarende havde Inger nu fået tildelt en hjælper til sorteringen af morgenposten, og der var nu 6 postruter, der udgik fra Korup Posthus, så pladsforholdene var efterhånden blevet temmelig trange.  

I 1976/77 blev Tarupcentret, der var blevet indviet i 1968, udvidet med en stor kontorbygning, hvori der indrettedes et distriktsposthus for hele Odense V og NV-området, og postomdelingsfunktionen på Korup Posthus flyttede nu til Tarup. Tilbage i Korup var således kun en postekspedition til modtagelse af post og indbetalinger, og i 1999 overførtes denne til Korup Center som en ”butik i butikken” sådan som vi ser det i dag.

Den tredje Alder

På dette tidspunkt var Arne imidlertid forlængst blevet pensioneret, det skete i 1992, og Inger, der tidligt blev sygdomsramt og derfor gradvist måtte aftrappe sin arbejdsindsats, fratrådte sin stilling ved postvæsenet i 1982. Posthuset var nu blevet alt for stort som bolig, hvorfor Arne og Inger solgte det i 1985 og flyttede til et noget mindre ét-planshus på Hole Skovvej, hvor han fortsat bor. Inger døde desværre få år senere i en alt for ung alder.

Som pensionist har Arne været særdeles aktiv, især indenfor ældremobiliseringen, hvor han i mange år har været en slags forretningsfører for Grævlinge-huset, vort lokale aktivitetscenter for en række ældreklubber. Grævlingehuset ejes af et forsikringsselskab, men husleje og vedligeholdelse betales af Odense Kommune, som videre stiller det til rådighed for lokalområdets ældreaktiviteter. De deltagende ældreklubber vælger i fællesskab en ”husets bestyrelse”, som så har ansvaret for husets disponering og drift. Det er som medlem af denne bestyrelse at han har lagt – og fortsat lægger – en stor og meget påskønnet indsats som administrator og regnskabsfører. 

På et tidspunkt kom han under vejr med, at nogle mennesker var begyndt at spille petanque på grusbanen bag Forsamlingshuset i Ubberud. Det fik han også lyst til at prøve, han blev hurtigt fanget af det, og i 1999 var han en af initiativtagerne til at starte Ubberud Petanque Klub, som senere blev tilsluttet Ubberud Idrætsforening.  Han har siddet i klubbens bestyrelse, en overgang også som formand, og i 2007 modtog han Ubberud Idrætsforenings hædersnål for sin lederindsats.

Vi har ad omveje erfaret, at han er en meget dreven spiller, der har opnået flotte placeringer ved stævner og i turneringer. Desværre har bentøjet de sidste par årbegrænset hans bevægelighed noget, navnlig efter et alvorligt fald sidste år, men han er fortsat aktivt medlem af klubben.

Arne med Ubberud Idrætsforenings hædersnål

Korup Arkivet har følgende billede af postbude klar til udrykning i slutningen af 1960’erne (d.v.s.  uden Arne).

Billedet viser Sigurd Post, Gunnar Post og Jens Peter

                              Af Helge Green