Erindringer fra Ubberud – Ove Jensen

Ubberud Lokalarkiv har besøgt Ove Jensen på Højbjergvej 12A. Vi møder 95 årige Ove en decemberdag i hans hyggelige stue, hvor han veloplagt fortæller til Henning Jespersen om sine erindringer og oplevelser fra et langt liv i Ubberud sogn.

Mine forældre, Petra og Martin Jensen, købte Hovhavevej nr. 19 i 1921. Her boede de indtil 1950, hvor de flyttede til Vejrup, Middelfartvej 360. Jeg er født i 1925 som nr. 3 i en børneflok på 5. Min ældste søster, Nelly, som vi altid har kaldt Tulle, er født i Bubbel. Vi andre 4, Poul, mig selv, Oda og Mogens, er alle født i Ubberud. 

Vi var ret fattige, så min mor og far arbejdede altid. Jeg har aldrig set min far ligge på sofaen, han var murerarbejdsmand næsten hele sit liv. Om vinteren arbejdede han i skoven ved ’Sine Hovhave’. (Jensine Hansen, Hovhavevej 67). Min mor kørte bl.a. rundt og opkrævede skat og sygekasse. Hun gjorde rent i skolen og var også vært i forsamlingshuset i mange år.

Jeg gik i skole hver anden dag. Om vinteren, og det var dengang, der altid var sne, hjalp jeg mor med rengøring i skolestuen tidligt om morgenen. Jeg var nok ikke mere end 8 år, og jeg skulle gøre kakkelovnen klar, rense ud, tænde op og blive der, til det var brændt igennem, og der var god ild i koksene. Så kunne jeg gå hjem og vente, indtil jeg skulle i skole. Det værste var, at det skulle jeg også de dage, jeg ikke skulle i skole.

I baggrunden Hovhavevej 27, hvor Poul Søgård boede i min barndom. Den ejendom blev senere solgt til gartner Niels Hørslev.

Barndommen
Som dreng rendte jeg ofte ned og hjalp til på Hans Hansens gård, bl.a. red jeg hestene til Høbjergsmeden, når de skulle skos.

Marken bag Kruses hus (Ubberudvej 1) hørte til gården dengang. Et år, efter toppen var hugget af roerne og bladene spredt ud, fik jeg lov at pløje marken. Jeg var en ’farlig karl’ med 2 heste foran ploven og tømmen over nakken.
Hans Hansen kom ud i marken og så til mig. ”Det er fan’me fint, det du laver, Ove, det ligner lige vejen fra Blommenslyst og herned”. Det har nok været slemt skævt, for det var før Kalørvejens tid, hvor vejen dengang snoede sig om gennem Ubberud.

Når min bedstemor kom på besøg, lånte jeg en hest og jumpe, og hentede hende på Korup station. Hesten var rolig nok, bare vi lod være at røre tømmen, men lige så snart man rørte tømmen, ’gled den’. Så det var med at holde tungen lige i munden, når den røg ud ad porten på den 4-længede gård. 

En dag tog jeg min kasket på og gik op til Blommenslyst Kro. Kromanden Hansen var ude i krohaven ved andedammen. Jeg rev min kasket af og spurgte, om han ikke manglede en keglerejser. ”Jo,” sagde han, ”du kan begynde i morgen”. Jeg var keglerejser sammen med Hans ’Båt Båt’. (Hans Andersen, Anemonevænget) Der var 2 keglebaner.

Vi rejste kegler for kegleklubben og for kroens gæster, håndværkere og forretningsfolk, som lige skulle have en bajer og en pot kegler. En pot kegler gik fra 70 til -10 point. Et spil kostede 25 øre, 15 øre til kromanden og 10 øre til keglerejserne. Når der kom nogen, som ikke var så gode, satte vi keglerne lidt skævt, så der ikke væltede så mange. Så var det nemmere at være keglerejser. Folk var helt vilde med at spille, en aften blev der spillet lige til kl. 02, og jeg tjente 12 kr. – det var mere end min far havde tjent på en hel dag. Det var mange penge dengang, til sammenligning kostede en isvaffel 15 øre. Jeg hjalp også havemanden August i krohaven og fik et måltid mad sammen med kromand Hansen som betaling.         

Jeg har været mælkedreng for Poul ’Mælkekusk’ de dage, jeg ikke var i skole. Bror Poul havde de andre dage, og om søndagen skiftedes vi til. En søndag havde vi sovet for længe, så vi fik besked på at tage med begge to. Mælketuren var fra Ubberud mejeri til hønseriet i Skallebølle, og vi drenge sprang ud af bilen til hver side med mælk til beboerne langs vejen. Poul sprang først ud, og jeg sprang over til ’Nete’ på den anden side af vejen. (huset blev revet ned ved vejudvidelsen). Jeg var hurtig tilbage i bilen, der kørte lidt videre. Poul var knap så hurtig, og hver gang han nåede bilen, kørte Poul ’Mælkekusk’ videre. Det endte med, at bror Poul måtte løbe hele vejen til Skallebølle. Da Poul blev konfirmeret, fik han et vækkeur i konfirmationsgave af ’Poul Mælkekusk’. Der var fest i forsamlingshuset, da Poul blev konfirmeret. Jeg blev konfirmeret året efter, men der var ikke råd til fest igen, det blev først holdt nogle år senere.

Ubberud mejeri havde 10-12 mælkeruter i Odense. Under krigen, hvor der blev kørt på generatorbrænde, blev mælkeflaskerne kørt fra Ubberud og læsset af hos bilforhandler V. Holm Jensen på Vesterbro. Herfra cyklede mælkekuskene rundt til kunderne i Odense med mælk, og jeg hjalp også til med min lille anhænger på cyklen.

Fritiden
I min fritid spillede jeg fodbold i det, der dengang hed Ubberud Boldklub. Jeg kan huske vi drenge cyklede til Morud for at spille en fodboldkamp mod Morud, da Morud Friluftsbad blev indviet i 1937. Vores fodboldbane var græsmarken bag Hans Hansen gård, der hvor der går højlandskvæg i dag. Det var før Kalørvejen blev bygget, så marken gik helt over til Limrenden, som løber under Bøgevej. Det skete af og til, at bolden røg i Limrenden, der bl.a. ledte vand væk fra limkogeriet i Blommenslyst, så det lugtede ikke altid lige godt. Vi klædte om i et baghus, hvor der også stod en hakkelsemaskine.

Som større dreng kunne jeg godt være lidt fræk, men når jeg havde min hund Jack ved mig, var der ingen, der turde røre mig. En vinter fandt jeg på at spænde Jack for kælken. Det var på bakken oppe ved mejeriet, og når jeg råbte ’hjem’, gik det i fuld fart. Men der skulle mere fart på, så jeg lånte Poul Søgårds sorte hest, og spændte den for kælken. Det var lidt for tæt på hesten, for da jeg gav den et

rap i røven, sparkede den op med begge bagben, så den nær havde ramt mig. Jeg kunne være blevet slået ihjel. 

Da vejen til mejeriet blev lagt om, blev bakken gravet af. Jorden blev læsset på tipvogne og fyldt i mosen ved mejeriet. Peter Carlsen (Ubberudvej 60) sad i den forreste vogn for at bremse farten. Formanden havde sagt, lige meget hvad der sker, bliver du siddende på vognen. Men engang gik det galt, da han sammen med alle vognene røg med i mosen. Det var et held, han ikke blev slået fordærvet. 

Tidligere gik Ubberudvej bag om mejeriet. Der var en stor bakke, som blev gravet af omkring 1940. Jorden blev kørt i mosen og vejen rettet ud, som vi kender det i dag. (foto fra 1935)

Efter fyraften legede vi drenge med tipvognene. Foruden mig var det bl.a. min fætter Anker og Ejvind ’Post’ (Ejvind Hansen) Vi kørte i en af vognene, der var ligesom en dræsine med en kæp, men det stoppede, da Anker brækkede armen, og formanden skældte ud, fordi vi legede med hans kram.

Vi gik til gymnastik i forsamlingshuset, hvor der var ribber ved den ene væg. Jeg har også gået på danseskole ved danselærer Lethmar. Pigerne sad ved den ene side og drengene ved den anden, inden der blev budt op til dans. Hvert år var der stort juletræ i forsamlingshuset. Der blev sat et anker øl op med en spand under. Det var dengang Rasmus Olsen var vært, og han hældte sjatterne fra spanden tilbage i ankeret. Forsamlingshuset blev opvarmet med en kakkelovn. Medens vi gik til præst ved pastor Wellejus, som hørte meget dårligt, fyldte vi en gang lidt koks i hans støvler, så han ikke kunne se det, før han fik dem på, men det var der ingen af os, der kendte til.

Min bror Poul og mig havde besluttet at cykle på tandem op til min farbror Peter i Horsens. Det var et øsende regnvejr. På et tidspunkt mødte vi en mand, der spurgte, hvor vi var fra, og hvor vi skulle hen. Han sagde, vi skulle køre ned på Sømandshjemmet og gav os en seddel, hvorpå der stod:

”Giv disse to unge mennesker en kop kaffe”. Da vi åbnede døren, så vi et flag med hagekors, så vi skyndte os at lukke døren igen og køre videre. Min far kunne ikke lide hagekors og veksler, og havde lært mig, at det skulle jeg holde mig fra. 

Mine bedste kammerater, da vi var nogle store lømler, var Poul West og Ejvind ’Post’. Da Ejvind begyndte at køre trial i Langesø, cyklede jeg tit ned for at se ham. Poul West og Bernhardt Mortensen kørte også, men de var ikke nær så gode. Ejvind havde en BSA og havde Martin ’Arnely’ (Ejlstrupvej 229) som mekaniker. Engang, vi havde været ved mekaniker, skulle jeg sidde bagpå hjem. Ejvind startede, som om det var på Roskilde Ring, så jeg røg bag af og landede lige på tobaksdåsen, jeg havde i baglommen. Ejvind blev senere danmarksmester i motorcros.

Jeg havde også et job som bydreng ved budcentralen Frem på Falen. Jeg kan huske, de bl.a. solgte juletræer, og en gang kom der en fin dame, som valgte det træ, hun gerne ville have. Der blev bundet en snor om det, medens hun så på det. Da hun var gået, skulle jeg køre træet ud til hende, men snoren blev sat om et andet træ, der var ’skide skævt’. Hun kom tilbage for at klage over det møgtræ, men fik bare den besked, at hun jo selv havde set snoren blive sat på. På den måde blev alle de skæve træer solgt, men jeg fik en masse skæld ud af damen. 

Under krigen
Under krigen fik jeg arbejde på en møbel- og finerfabrik i Odense. Fabrikkerne skulle køre på skift for at spare på strømmen, den ene halvdel om formiddagen, den anden halvdel om eftermiddagen. Da jeg startede kl. 5 om morgenen, havde jeg en gul passerseddel, som gav mig tilladelse til at færdes uden for spærretiden.

En tidlig morgen, da jeg kom cyklende ved Vejrup, blev jeg stoppet af en bil. Jeg blev bange, for jeg så straks, det var tyskerne. De spurgte om vej til Lille Ejlstrup. Det kendte jeg ikke, men forklarede hvor Ejlstrup var. Så jeg blev stoppet ind i bilen for at vise vej. Da vi kom forbi der hvor Poul West boede, (Kalørvej 90) var der lys, og sammen med en tysker skulle jeg spørge efter Lille Ejlstrup. Det stednavn blev ikke brugt dengang, så det kendte de heller ikke, men Anders West (Pouls far) mente, det måske var ovre ved Lehns. (Lille Ejlstrupvej 31) Da vi kom derover, steg tyskerne ud og nærmest sparkede døren ind. Der blev lys over hele gården. Jeg var skide bange, for der gik rygter om, at sønnen Christian vist nok havde været med til at sprænge badmintonhallen i Odense i luften. Men kort efter kom tyskerne ud igen, der skete ikke mere. Jeg blev kørt tilbage til min cykel med besked om, at min arbejdsgiver kunne henvende sig på husmandsskolen, hvis der var spørgsmål til, hvorfor jeg kom for sent på arbejde. Alligevel blev jeg trukket i løn for den dag.

Da jeg kom hjem om eftermiddagen, var der stor opstandelse omme ved købmand Bertelsen. (Ubberudvej 25) Rygterne om, at tyskerne havde taget Oluf Unnerup, som boede i Ejlstrup (Ejlstrupvej 140), blev livligt diskuteret. Jeg kunne så bidrage med min historie fra samme morgen. Det viste sig, at tyskerne var kørt tilbage til Rasmus Lehn og tvunget ham til at vise vej til Unnerups hus. Kort før de nåede huset, havde Rasmus Lehn bedt om at blive sat af, han ville gerne gå hjem over markerne. 

Familien Unnerup var kommunister, og faderen Martin havde sat en indsamling i gang til fordel for en enke. Han og sønnen Oluf arbejdede begge som former på Allerup Jernstøberi sammen med en, der hed Børge, som var svigersøn af Martin Petersen i Kirkemarkshuset. (Hovhavevej 26). Formanden for formernes fagforening var blevet taget af tyskerne aftenen forinden, og Børge cyklede til Martin Unnerup for at advare ham, men han ville ikke forlade sit hus. Tyskerne sendte ham til Frøslevlejren.    

Familien Unnerups hus, Ejlstrupvej 140 set fra syd. I baggrunden tv skimres huset med den hvide gavl, hvor Axel Nygaard boede, Ritas føde- og barndomshjem, Ejlstrupvej 157. Luftfoto 1952

Soldat

Jeg blev gift med Aksel Nygaards datter Rita den 6. september 1947, medens jeg var soldat i Haderslev. Sammen med en del andre, blev vi sendt til Tyskland for at afløse de engelske soldater. Jeg var motor ordonnans og gik i engelsk uniform. Selvom der var meget respekt om militæret, måtte vi ikke køre alene. Så jeg havde altid én på bagsædet, og vi var bevæbnet med både gevær og maskinpistol. Vi havde det godt, og jeg holdt både jul og nytår dernede. Bl.a. har jeg her i min soldaterbog et brev fra min mor og far, der slutter af med ønsket om en god jul til vores store dreng, og ’ikke til det sorte får’. Forklaringen er, at hjemme blev jeg ofte kaldt det sorte får, for jeg var ikke som de andre søskende.  Jeg kunne godt få orlov til jul, fordi jeg var gift, men vi kunne kun få én orlov. Og fordi Rita ventede vores første barn, ville jeg hellere vente med min orlov, så jeg var hjemme, da Arvid blev født.

Arbejdslivet
Da jeg kom hjem fra soldat i 1948, begyndte jeg at grave brønd sammen med min svoger, Hans Laurits, der senere overtog Korup cement støberi. Jeg har arbejdet på Allerups Jernstøberi et lille stykke tid, men så begyndte jeg ved forskellige murere. Fra 1953 arbejdede jeg for Tormod Pedersen, hvor jeg var i 11 år som sjakbajs. I 1964 begyndte jeg som formand ved Fyns murer-entreprenører, bl.a. byggede vi Lumby skole, Brahetrolleborg skole, Torsted skole ved Horsens, Bredballe skole i Vejle og Mulernes gymnasium i Odense. I 1970 skifter jeg til Mogens Pedersen, hvor jeg var som formand 23 år. Vi havde meget havne byggeri, bl.a. på Gedser havn. Der var en periode på 6 uger, hvor vi arbejdede alle ugens 7 dage. Vi var 32 mand, og det var mig, der op til hver aften og weekend gik rundt og spurgte, om folk kunne arbejde over. Der er stort set ingen havne på de danske øer, jeg ikke har været med til. Jeg har altid været glad for at arbejde og arbejdet rigtig meget hele mit liv.                                             

Det kunne kun lade sig gøre, fordi jeg havde en rigtig dygtig kone. Rita passede alt det herhjemme, når jeg tog af sted mandag morgen og først kom hjem fredag aften, mange gange måtte jeg også arbejde lørdag og søndag.                           

Privatlivet
Som nævnt blev jeg gift med Rita Nygaard i 1947. De første par måneder boede vi hos Ritas forældre, men flyttede i 1948 til Middelfartvej. Vi har 3 børn, Arvid, Lone og Addie, 4 børnebørn og 6 oldebørn. Vores førstefødte, Arvid blev født med en hjernesvulst, og kun 11 mdr. gammel blev han opereret i Århus. Det har været en svær tid for os, men Arvid har faktisk klaret sig ret godt på trods af sit handicap.

I min fritid har jeg bygget 3 huse med hjælp fra Tulles mand, der var murer. Det første vi byggede, var Middelfartvej 399 i 1951, da vi ventede Lone. I 1960 flyttede vi til Tornmarksvej 16, hvor vi havde bygget os et nyt hus. Det solgte vi i 1963 og byggede i stedet Tornmarksvej 35. 1. sal blev bygget på i 1976. Addie kom til verden som en lille efternøler i 1964.

Jeg stoppede på arbejdsmarkedet i 1992, men begyndte i stedet at hjælpe folk med mindre ombygninger, nye køkkener, vinduer og døre, havearbejde og den slags. Jeg har også kørt varetur for Trica på Rugårdsvej i mange år.

 Og jeg fik mere tid til mine fritidsinteresser, som fx badminton. Her på billedet har jeg sammen med bror Mogens vundet en pokal ved et badmintonstævne i Korup-Ubberudhallen i 1971 

Vi har både fejret sølvbryllup og guldbryllup. Guldbryllup endda med 3 fester. Først med vores børn og svigerbørn på Mallorca, dernæst sammen med vores søskende i Tyskland og til sidst med naboer og venner på Restaurant Skoven. 

Til min store sorg døde Rita i 2005 og jeg flyttede her til Højbjergvej i 2009. Jeg hjælper stadig venner og bekendte, tager på ferieture sammen med børnene, går til foredrag, kortspil, banko og fittnes 3 gange om ugen og hvad der ellers byder sig, så jeg keder mig ikke, slutter Ove.