Oluf Christian Unnerup 1920 – 2012

”Klusethuset”, Ejlstrupvej 140

Af Henning Jespersen. 

Ove Jensen omtaler i sine erindringer episoden med Unnerup. Det var anledningen til at se nærmere på den historie, der gemmer sig om familien Unnerup i Ejlstrup. 

Oluf Unnerup blev født i 1920 som den midterste af tre brødre. Hans forældre var Martin og Marie. Martin var ud af en børnerig husmandsfamilie i Jylland, mens Marie var gårdmandsdatter fra Samsø. Martin var med ved stiftelsen af DKP i 1919, og Oluf gik i hans politiske fodspor.

I årsskrift for 1998 har vi en kort omtale af familien Unnerup. Oluf Unnerup har været medlem af Korup-Ubberud Lokalhistorisk Forening i en årrække, og han sendte efterfølgende lidt rettelser til omtalen. Derfor er vi så heldige, at vi kan gengive, hvad Oluf Unnerup i et brev til Ubberud Lokalarkiv med egne ord fortæller om nogle af de begivenheder, han og familien var involveret i under krigen.

15. januar 2001 – Til Ubberud Lokalarkiv.

Vi, mine forældre Martin og Marie og os 3 drenge, Svend, Oluf og Leif flyttede fra Odensevej 118 i Dalum-Hjallese til Ejlstrup i 1937. Vi flyttede af flere grunde. I Odense boede vi i en 2-værelses lejlighed på 1. sal, der blev alt for lille, da vi 3 drenge voksede op. Vi sov i skunken, der var faktisk ikke plads til os. En anden grund var, at far – ja hele familien – var politisk engagerede på venstrefløjen som organiserede kommunister. Far var flere gange blevet ”ledsaget” af flere betjente på grund af sin faglige og politiske aktivitet. Den indirekte kontrol med os var far ikke tilfreds med, især ikke, da det trak op til 2. verdenskrig.

Far fandt så det lille sted i Ejlstrup med 4 tdr. land, som han – ved hjælp af mor og os to store drenge – kunne overkomme at passe sammen med sit arbejde som former inde i Odense. Selv var jeg lige gået ud af skolen og også kommet i lære som former. Min yngste bror Leif var en ivrig ”medhjælper” på et nærliggende lille gartneri.

Den ældste af os, Svend, der er 3 år ældre end jeg, havde aftjent sin værnepligt, og var derefter kommet på officersskole i Kronborg. Han var ved krigsudbruddet i 1939 tjenestegørende sekondløjtnant i Haderslev. Han kom senere på løjtnantskole i Næstved, hvor han prøvede at være interneret af tyskerne. Løsladt gik han ”under jorden”.

Jeg flyttede til Odense i sommeren 1943 af mange grunde. Bl.a. det illegale arbejde og det, at vi havde en tysk emigrant boende hos os, ikke rigtig kunne forenes. Endvidere begyndte jeg på et studenterkursus om aftenen for at dække over min megen færden om natten. Jeg blev – efter at have været lidt for aktiv under folkestrejken i augustdagene i 1943 i Odense, og dermed nok lidt for ”åben” i modstandsarbejdet – arresteret af Gestapo i november 1943. Jeg var i forhør ca. 8 dage på Husmandsskolen, hvorefter jeg sammen med ca. 30 andre odenseanere blev kørt til Alsgades skole i København. Var der et par dage indtil en del andre odenseanere kom til fra Horserød, hvorpå turen gik til KZ Sachsenhausen ved Oranienburg, ca. 25-30 km nordøst for Berlin.

Illegale bøger og pjecer
Hjemme havde vi et bogskab, hvor 2 skabe med reoler imellem skabenes ruder var forsynet med Hammer og Segl. Vi havde med velberåd hu ladet dubletter af kommunistiske bøger stå fremme, så der var noget at stjæle, for – om muligt – at forhindre alt for nærgående undersøgelse af huset. I kostalden var der et lag brædder under bjælkerne fra gammel tid. Ovenpå bjælkerne lagde vi et ekstra lag brædder. Derimellem skjulte vi en del bøger, pjecer osv. Ovenpå lagde vi halm og hø til køernes foder, og vi sørgede altid for, at der var nok, og det så ud som om, der var et dagligt forbrug, hvad der jo også var. Hverken dansk politi, som havde besøgt os nogle gange, eller tyskerne fandt det illegale lager. Samtlige bøger og pjecer derfra er stadig i min besiddelse, og kun 2 pjecer var beskadiget i løbet af de 3 år de lå der. De var blevet gnavet af mus.

Siloen
På grund af fodersituationen for kreaturer (køer og kvier) byggede far og jeg siloen. Det var noget helt nyt og vakte en del interesse dengang. Princippet var at samle aftoppede roeblade – så rene som muligt – lægge dem lag på lag overbruset med det der kaldtes AIV-syre, så bund- og oversilo var fyldt. Ovenpå lagde vi et presselag af jord og sten. Efter en tid var alt presset så hårdt sammen, at oversiloen kunne fjernes, og i løbet af vinteren var denne roe-ensilage et tilskud til kreaturernes daglige foder, og de kunne lide det. 

Siloen blev udgravet i ca. 2 meters dybde, og der blev støbt en beton-ring inden i. Oversiloen, var også ca. 2 meter. Den var af træ og kunne skilles ad ved nedtagningen. AIV-syren var et blandingsprodukt, og var en skrap dosis, opfundet af en finne.

Skomageren i ”Gårdsplætti”, som vi i daglig tale kaldte ”Mester”, var en tørstig sjæl. Selv i en brandert kunne han sætte sig ned og smide begge ben om bag nakken. ”Mester” gik rundt og fortalte, at han var sikker på, at siloen indeholdt skjulte våben. Det kan jeg garantere for, at det var der ikke. AIV-syren og roesaften ville have fortæret emballage, olie og papir, medens metaldelene ville ruste eller irre.

Men om skjulte våben på ejendommen er der denne historie
Der skulle hentes våben til modstandsbevægelsen fra et par jernbanevogne på Sydfynske Banegårds godsterræn – og de skulle gemmes ude hos os. En nat gik min far og jeg i gang med at udgrave et større hul i en nyanlagt hønsegård. Dækmaterialet var klar. Høns til at sætte ind i gården efter endt arbejde var også klar. Så da hullet var færdigt ventede vi til aftalt tid plus noget mere. Da ingen kom, måtte vi i gang med opfyldning og sammenstampning, lukke hønsene ind til at skrabe og dække, så intet kunne ses. I seng et par timer og så ellers på arbejde på støberiet i Odense. Her fik vi en forklaring på udeblivelsen, og det blev så ved det. Operationen gennemførtes nogle dage senere, og våbene blev skjult et andet sted. At det gik galt dengang, er en anden historie, som jeg kun kender overfladisk.

Min mor
I årsskriftet fra 1998 står der, at min mor ikke kunne malke, men fik hjælp af Niels Jørgen i Breinholmstedet. (elektriker Niels Jørgen Nielsen, Bregnholm, Ejlstrupvej 125, red.). 

Vist kunne min mor malke. Hun havde i sine unge dage været malkepige på herregården Brattingborg på Samsø, hvor hun malkede 22 køer 3 gange om dagen. Hun malkede også vores køer derude i Ejlstrup, far malkede dem også ind imellem.

Men naturligvis, i situationen, hvor hun og Leif var berøvet deres forsørger, og med datidens bondeindstilling til social forsorg, var der nok af problemer at skulle klare, så jeg tvivler ikke på, at Niels Jørgen har taget et nap med. Naboforbindelserne var ganske tætte.

Et andet eksempel på nabohjælp er dette. Der var en ”Hundredmandsforening”. Medlemmerne betalte ikke kontingent, men blev nogen syg, blev der hentet 2 kr. hos hvert medlem, og beløbet blev overladt til den syge og dennes familie.

Min mor har fortalt, hvordan hun måtte tage mangen en tørn med de sociale myndigheder. Forsørgeren var borte, penge til husholdningen nødvendig. Skatten skulle betales kontant dengang, og da far var den tredje største skatteyder i kommunen, skulle der forhandlinger om henstand i gang. Der var ingen velvillighed til stede, førend mor havde kontaktet modstandsbevægelsen og forelagt kommunens trakasserier. En henstilling derfra hjalp gevaldigt.

Da min far blev taget af tyskerne, blev han sendt til Frøslevlejren. Her traf jeg ham, da jeg i april måned 1945 kom til samme lejr – evakueret af Svensk Røde Kors – først fra Sachsenhausen og senere fra Neuengamme.

Med venlig hilsen fra Langeland

Oluf Unnerup
Fuglsbøllevejen 11
5900 Rudkøbing

”Gaardsplætti” også kaldet Skomagerhuset hvor ”Mester” boede.   Huset blev revet ned omkring 1968. Det lå der, hvor Tulipanvænget og Ejlstrup Børnehave ligger i dag.

De hvide busser fra Svensk Røde Kors gør holdt i Blommenslyst på vej til Sverige i 1945.

Efter krigen bosatte Oluf Unnerup sig på Langeland i 1947. Han var i mange år formand for den lokale afdeling af DKP, den ældste DKP afdeling uden for København, stiftet i 1934.

Billedet er fra afdelingens 70 års jubilæum, der blev fejret i Rudkøbing med den 84 årige formand Oluf Unnerup i spidsen sammen med en håndfuld kammerater.

Fra v. med hunden er det Kai Jensen, datteren Birgit Unnerup, Oluf selv og Erik Braad. Bagved med knyttet næve, den senere formand Bent Hansen og ved siden af Bente Andersen.

Uddrag af mindeord af datteren Birgit Unnerup i ”Arbejderen” 
Hårdt mærket fysisk og psykisk af kz-opholdet (kz-syndromet) lykkedes det ham alligevel at stifte og opretholde en familie uden at ty til hverken vold eller alkohol.

Som menneske var hans fremmeste karaktertræk venlighed, hjælpsomhed og trofasthed.

Fra 1947 var han hjemmehørende på Langeland, hvor min mor havde arbejde, og hvor de kunne få et billigt kommunelån til et hus.

Han døde på et plejehjem i Ribe 4/10-2012